Hedehusene

Det er med beklagelse, at vi endnu en gang må konstatere, at Hedehusene bliver forbigået, når byrådet i Høje Taastrup kommune skal vedtage nye anlægsprojekter. Netop hjemvendt efter aftenens byrådsmøde og sidder nu med en oplevelse af, at der er masser af flotte ord om et ansigtsløft til Hedehusene, men når det kommer til handling, så mangler den politiske vilje til faktisk gøre noget ved tingene.

S & SF kom på byrådsmødet med et forslag om at flytte Hedehusenes bibliotek fra sin nuværende adresse til Posthuset, når det en gang lukker. Det var faktisk et godt forslag, men problemet er blot, at man ikke har overvejet, hvordan man vil finansiere en evt. flytning og drift af biblioteket. Derfor må jeg selvfølgelig som Venstre medlem afvise det, som tom snak. Det mindste man kunne have gjort, inden man fremsætter en sådan forslag var at have undersøgt tingene grundigere/mere til bunds.

Men når man kigger på den østlige del af Kommunen, så må man sige, at der sker ting og sager. Kigger vi blot tilbage på de sidste år, så kan vi se, at Taastrup hovedgade er blevet renoveret for et trecifret millionbeløb og nu for nylig har de sandelig også fået et nyt bibliotek og til aften blev der fremsat et forslag om at renovere Taastrup stationscenter.

Samtidig må vi i vest se på, at hovedgaden i Hedehusene forfalder mere og mere, og efterhånden er blevet en skamplet på hele kommunen.

Efter min mening må der ikke i fremtiden afsættes så meget som en krone til nye anlægsprojekter nogen som helst steder i kommunen, før Hedehusene er blevet tilgodeset, ud over dem som allerede er budgetteret.

Jeg tror jeg taler på rigtig mange borgeres vegne i Hedehusene, når jeg udtrykker, at vi ikke længere vil finde os i at være et underudviklet område i Høje Taastrup kommune. Der kan findes penge til et ansigtsløft til Hedehusene. Det kræver blot politisk vilje, men det er åbenlyst for alle, at det er en manglevare hos de kære byrådsmedlemmer.

Steen Christiansen

Hedehusene

Bestyrelsesmedlem for Venstre i HTK

VENSTRE AFHOLDER BLÅ LØRDAG

Lørdag D. 12.06.10. fra kl. 11.00 til 13.00 afholder Venstre Blå lørdag  på Taastrup Hovedgade.

Her vil vi gerne diskutere og forklare vores politik såvel lokalt som landspolitisk.

Venstres nyvalgte folketingskandidat i Taastrupkredsen, Pernille Solvig Graux vil være til stede samt Venstres byrådsmedlem i HTK. Frederik A. Hansen

 Mød derfor gerne op og få en snak med vores lokale kandidater.

Henrik Hyldegård Hansen

Formand for Venstre i HTK.

Venstre i Taastrupkredsen har fået ny folketingskandidat

 Pernille Solvig Graux og Henrik Hyldegaard Hansen

Venstre i Taastrupkredsen afholdte den 31. maj 2010 opstillingsmøde hvor der, efter Bertel Haarder er flyttet til Grevekredsen, skulle vælges ny folketingskandidat.

Vi er i Venstre meget glade for, at kunne præsentere Pernille Solvig Graux som vores nye kandidat. Pernille er en meget dynamisk, vidende og engageret person.
Pernille er 37 år, gift med en franskmand og mor til to børn på henholdsvis fem og seks år. De sidste mange år har hun arbejdet på ledelsesniveau, som salgsdirektør i nationale og internationale virksomheder inden for rekruttering og softwarebranchen.

Hun er byrådsmedlem i Fredensborg Kommune og blev valgt ind på fjerde ud af syv mandater.
Som Venstres folketingskandidat i Taastrupkredsen er nogle af Pernille’s mærkesager:

- Stærke og bæredygtige institutioner med fokus på alle børnenes trivsel.
- Et skolesystem, som tager alle med på vejen mod faglighed, udvikling og en god fremtid.
- Integration og et fælles udgangspunkt sikres kun ved gensidig respekt. Integration skal bliver en gren af vores kultur, som skaber værdi for os alle.
- Et stærkere Danmark opnås ved nytænkning og innovation. Vi skal skabe og turde tænke i fremtidsperspektiv.

Pernille har valgt at dedikere sin tid til politik, fordi hun mener, at hun kan gøre en forskel – dels qua sin hidtidige karriere, men også med en baggrund som studerende, mor, lønmodtager, leder, datter og barnebarn til nutidens seniorer og ældre og passioneret liberal.
Hun arbejder ud fra flg. tese: Fornyelse, dynamik og synlighed.

På vegne af Venstres Kredsbestyrelse
Henrik Hyldegaard Hansen

Den Lille Blå

Seneste nummer er nu på nettet.

Hent marts 2010 bladet her.

Fremover vil det være muligt, at få ”Den lille blå” tilsendt på mail eller læse den på hjemmesiden.

Hvis du er medlem i Høje-Taastrup bedes du sende en mail til venstrehtk@gmail.com  hvis du ønsker ”den lille Blå” på mail.

Hvis du er medlem i Albertslund bedes du sende en mail til Rune_Frederiksen@waters.com  du ønsker ”den lille Blå” på mail.

Opstilling af folketingskandidat i Taastrupkredsen

Venstres medlemmer i Taastrupkredsen indkaldes hermed til opstillingsmøde:

Mandag D.31.05.2010. kl. 19.30. i Taastrup kulturcenter, Lokale 3, Poppel Allé 12, 2630 Taastrup

Dagsorden for mødet:

1. Valg af dirigent
2. Valg af stemmetællere
3. præsentation af kandidaten/kandidaterne
4. Valg af kandidat
5. Evt.

Kandidatbestyrelsen for Venstre i Taastrupkredsen har fornøjelsen af i fuld enighed,at kunne indstille Pernille Solvig Graux til posten som Taastrupkredsens folketingskandidat.

Evt. foreslag om andre kandidater skal anmeldes til undertegnet senest fredag D. 28.05.2010. kl.12.00.

Pernille Solvig Graux er 37 år.
Bor i Fredensborg hvor hun også er valgt til byrådet.
Gift og har to børn.
Bred erhvervskarriere som leder.
Pernilles mærkesager er børn & unge området.
Integration,kriminalitet samt økonomi.
Se mere info på www.solvig.dk

Med venlig hilsen

Henrik Hyldegård Hansen
Formand for Venstres kandidatbestyrelse i Taastrupkredsen

FløngOmsorgshjem – ØV – en møg-sag

  • Hvordan kunne sagen om Fløng Omsorgshjem løbe fuldstændigt af sporet?
  • En sag der handlede om, at give nogle af samfundets svageste en mulighed for, at bygge deres liv op i et ressourcestærkt område.
  • Overtrædelse af de politisk besluttede rammer kan ikke accepteres.

Som formand for Social- og Sundhedsudvalget er det meget ærgerligt, at vi ikke har været bedre til at håndtere dialog og høring med borgerne i lokalområdet … undskyld for det. Det har ikke tidligere været kutyme, at tage referencer i denne type sager, det burde vi have gjort … det har vi lært af og vil gøre det til en fast praksis i fremtiden.

Som venstremand er det en balance mellem at give alle en ny chance i livet og samtidig undgå tåbelige beslutninger … det er efter min mening en god idé at give mennesker, der har kørt sig selv ud på et sidespor en mulighed for at skabe sig et nyt liv i gode og velfungerende omgivelser, men placeringen af Fløng Omsorgshjem i det tidligere ”Flønghjemmet” er en af de tåbelige beslutninger.

Jeg tror, at alle er enige om, at vi har ”malet os selv op i et hjørne” med denne beslutning … jeg skal derfor som formand for Social- og Sundhedsudvalget love, at jeg vil sørge for, at de politisk besluttede rammer og forventninger bliver gjort helt tydelige for ”det nye Fløng Omsorgshjem”.

Samtidig vil jeg gerne understrege, at der ikke vil forekomme nogen form for langmodighed, hvis disse meget stramme rammer ikke overholdes, dels vil jeg og andre lokalpolitikere have et meget skarpt fokus på omsorgshjemmet, dels vil jeg sørge for at både vores egen administration og det eksterne tilsyn fører et meget skarpt tilsyn med den daglige drift.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg ved først givne objektivt lovlige grund vil indstille til Socialudvalg og Byråd, at godkendelsen til drift trækkes tilbage. Men det er vigtigt for mig, at det foregår på et lovligt grundlag.

Set i bakspejlet er vi alle blevet klogere … især er der grund til, at vi i Venstre ærgrer os, fordi vi ikke så problemet komme og i stedet have holdt fast i vores idé om at lægge områdets to klubber sammen og placere dem i det tidligere ”Flønghjemmet”, derved kunne vi have undgået at sætte ejendommen på salgslisten og dermed forpligte os til at sælge til højest bydende. Det kan også ærgre, at det ikke var muligt, at etablere Bed and Breakfast på stedet.

Derfor er der som sagen står nu ikke andre muligheder end at lede efter en gyldig grund til at tilbagekalde godkendelsen, således at Fløng Omsorgshjem på det grundlag kan lukkes…

Jeg skal ikke her sætte tid på en lukning, men blot understrege at det er vigtigt, at dialogen med beboerne i området er med til at sikre at rammerne for driften overholdes … det vil jeg gerne være ”vagthund” for.

  • Frederik A. Hansen
  • Formand for Social- og Sundhedsudvalget

NY SKOLESTRUKTUR

Jeg har med bekymring læst de seneste dages artikler i Berlingske ang. vores folkeskole.
Mit indtryk er at vi har lige så store problemer mht. vikarer og sygefravær her i kommunen.
Det er ihvertfald det indtryk jeg selv har fra Sengeløse skole hvor mine egne børn går.
Det nytter ikke at lave en ny forkromet skolestruktur som ser flot ud på papir hvis ikke man kan få lærernes “sygefravær” nedpragt væsentligt.
Det høje sygefravær undrer mig meget.
Enten har kommunen nogle utroligt ukompetente skoleledere,eller også er mange lærere åbenbart meget modtagelige for alverdens sygdomme.
“Pjækkeri” fra lærernes side er der jo selvfølgelig ikke tale om ??????

Man kan ihvertfald ikke fortænke kommunens forældre i at indskrive deres børn på privatskoler når man ser på gennemsnitskarakterne henholdsvis på kommunes privatskoler kontra folkeskolerne.
Kommunes privatskoler ligger alle blandt landets top 100,mens de fleste af kommunes folkeskoler ligger og roder rundt omkring plads nr. 1000 eller værre.

Med venlig hilsen

Henrik Hyldegård Hansen
Formand for Venstre i HTK.

Medlemsdebatmøde onsdag D.28.04

Kære Venstremedlemmer.

Som annonceret i “Den lille blå” afholder Venstre i HTK. medlemsdebatmøde nu på onsdag D.28.04. kl.19.00 på Rådhuset i lokale B-105.

Brug indgangen fra Øtoftegårdsvej.

Hovedemnet denne aften vil være situationen omkring Fløng Omsorgshjem.

Derudover vil skolestrukturen være på dagsordnen,samt div.aktuelle emner.

Afslutning afhængig af spørgelysten dog senest kl.22.00

Med venlig hilsen

Henrik Hyldegård Hansen

Formand for Venstre i HTK.

Fløng omsorgshjem

Som nyvalgt formand for Venstre i HTK. er jeg blevet meget forundret omkring sagen vedr. Fløng omsorgshjem.
Der skal ikke være tvivl om min og resten af bestyrelsens holdning.
Nemlig at det er fuldstændigt uansvarligt at placere et hjem for “tidligere” misbrugere så nær en skole,SFO,klubber m.m.
Jeg har selv to børn gående på Sengeløse skole og der skal ikke være tvivl om at jeg  også havde reageret hvis noget lignende var sket ved vores skole.
Man er desværre langt fremme i forløbet med etableringen af Fløng Omsorgshjem,men jeg har bedt vores byrådsmedlem Frederik A. Hansen om, at få vendt hver sten i denne sag for evt. at kunne finde en kattelem, hvoraf kommunen kan trække bevillingen tilbage.
Jeg kan forstå at Venstre er blevet lagt for had i Fløng.
Dette er jeg selvfølgelig meget ked af og vil efter bedste evne forsøge at gøre det godt igen.
Jeg syntes nu ,at det er en smule uretfærdigt,da selve salget af Flønghjemmet er byrådets og ikke mindst borgmesterens ansvarsområde.

Vedr. tilbagekaldelsen af bevillingen har der været meget tvivl fra juristerne i kommunen om, hvorvidt det i det hele taget ville være lovligt at trække godkendelsen tilbage.

Derfor var det et spørgsmål om samvittighed i forhold til lovgivningen,der fik Frederik A. Hansen,samt mange andre byrådsmedlemmer til at stemme som de gjorde i tirsdags.

Der skal fra min og bestyrelsens side ikke herske tvivl om, at denne sag er blevet behandlet forkert fra starten af ,og at salget af Flønghjemmet til dette formål var en kæmpefejl ikke kun fra Venstre,men fra hele byrådets side. 

Henrik Hyldegård Hansen

Formand for Venstre i HTK.

Venstre i Taastrupkredsen søger ny folketingskandidat

Som det er de fleste bekendt har vi desværre måtte sige farvel til vores hidtidige folketingskandidat Bertel Haarder.
Dette er vi selvfølgelig meget kede af men ønsker Bertel held og lykke i Grevekredsen.
Det skal oplyses at Bertel på ingen måde har været utilfreds med Taastrupkredsen tværtimod,men skiftet alene skyldes valgtaktiske overvejelser.

Kandidatbestyrelsen har på ingen måde ligget på den lade side,så vi forventer at kunne afholde opstillingsmøde inden sommerferien.

Derved skulle vores nyvalgte kandidat få nok tid til at blive kendt i vores kreds.

Med venlig hilsen

Henrik Hyldegaard Hansen
Formand for Venstre i HTK.