Arkiv for 'Byråd' kategorien

Kommunens økonomi

Af: Frederik A. Hansen, Venstre i Høje Taastrup Byråd

Selv om kommunens økonomi er presset ønsker Venstre ikke umiddelbart ”at genåbne budget 11”, men mener,  at der først skal skabes overblik over på hvilke områder forudsætningerne for budgettet er ændret, således at der kan tages højde for disse faktorer.

Inden egentlige ændringer i budgettet er Venstre indstillet på, at foretage en kritisk gennemgang af hele biblioteksområdet for mulige driftsbesparelser, samt at genåbne debatten omkring den kommende skolestruktur med henblik på at realisere et større besparelsespotentiale, som i den nuværende aftale anvendes indenfor skolesektoren.

For Venstre har det hele tiden været magtpåliggende, at kommunens driftsbudget skulle i reel balance, hvorfor vi er meget opmærksomme på, at vores folkeskoler har en meget høj gennemsnitspris pr undervist elev.

Hvis vores skoleudgifter kan bringes ned på niveau med nogle af de kommuner, som vi sammenligner os med indeholder dette et besparelsespotentiale på op mod 35 mil på driftsbudgettet, hvilket for Venstre er et beløb der er værd at forsøge realiseret.

Venstres kommentarer til den nye skolestruktur …

Af: Frederik A. Hansen, Venstre i Høje Taastrup

Endelig nåede Byrådet det første stykke ad vejen mod en ny og moderne folkeskole i Høje Taastrup. Det er der grund til at være tilfredse med, men Venstre havde gerne set et endnu mere visionært og vidtgående forslag.
 
For Venstre er det vigtigt at vores skoler kan matche kravene fra en moderne verden. Vi ønsker en folkeskole, der kan leve op til både elevernes og forældrenes faglige krav, men også en skole der kan opfylde de ansattes berrettigede forventninger om en moderne, dynamisk arbejdsplads.
 
I det fortsatte arbejde vil Venstre arbejde for, at vores skoler i højere grad opdeles i afdelinger med egne pædagogiske ledere, samt af der i videst mulige omfang anvendes undervisningsassistenter i den daglige undervisning, således at vi på den måde kan sikre en reel rummelighed med plads til et bredere spekter af elever i hverdagen.
 
For Venstre er rummelighed i hverdagen ikke kun et begreb, men en ivsholdning, som vi forventer vores skoler og institutioner lever op til, uanset om vi i disse år skal “leve af lidt mindre” i den offentlige sektor. Rummelighed handler således ikke kun om antallet af timer eller elever i klassen, men i langt højere grad om indstillingen til den enkelte elev.
 
Når Venstre gerne ville længere i en modernisering af vores folkeskoler skyldes det en frygt for, at vi med den nuværende struktur ikke i tilstrækkelig grad har skabt grundlag for en skole, der netop kan modsvare forældre og elevers berettigede forventninger.
 
Det er nemlig for Venstre afgørende at både forældre, elever og lærere tager de nye muligheder til sig. Derfor var det vigtigt for os, at skabe enighed om at profilskoleforsøget på Gavehaveskolen kan brede sig, således at flere skoler også i “yderdistrikterne” kan få et kvalitativt løft.
 
Det er mit ønske og håb, at alle der nu skal til at danne “de nye skoler” vil gå aktivt og engageret ind i arbejdet, så den gode energi kan brede sig til hele kommunen … god arbejdslyst …

Nytårshilsen fra Venstres ”gruppeformand”…

Af: Frederik A. Hansen (gruppeformand Venstre… (gruppen der holder gruppemøde 24/7))

Efter et begivenhedsrigt ”første år i den nye byrådsperiode” er der god grund til at ønske alle et godt nytår 2011. Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tak for året der svandt, specielt til de mange der har bakket op bag Venstres arbejde i det forløbne år.

Året 2010 har indeholdt mange stjernestunder, men desværre også perioder, hvor det politiske liv har været knapt så nemt. Vi har arbejdet meget med at formulere en ny og bedre struktur for vores skoler, et arbejde som endnu ikke er afsluttet og som ikke helt giver den visionære nytænkning som Venstre ønskede, men sådan er nu engang politik, nogle gange må det være den mindste fællesnævner der tæller.

På det sociale område vil jeg personligt takke for den meget konstruktive måde, som selv modstanderne af beslutningen om etablering af et omsorgshjem i Fløng efterfølgende er gået ind i løsningen af problemerne på. Jeg ved godt at vi som politikere var længe om at fatte omfanget af problemet, men på trods af det har jeg følt en utrolig konstruktiv opbakning, som jeg synes har været en rigtig god og varm oplevelse.

I det borgerlige flertal vidste vi godt, at det var året, hvor det var tid til at vise ansvarlighed, hvis vi skulle bringe vores driftsbudget i balance. Det var en lang og svær proces, som jeg synes at vi godt kan være stolte af, selv om det var nødvendigt at skære hårdt på meget følsomme områder, som vi hver især gerne ville beskytte.

Jeg vil gerne takke mine samarbejdspartnere for dette samarbejde, samtidig med at jeg vil understrege, at det hele havde været utroligt meget mere vanskeligt uden mit baglands faste støtte i det forgangne år.

Derfor ønskes alle der har bakket op omkring Venstres politik et godt og lykkebringende nytår … nu skal vi bare fortsætte i arbejdstøjet for at gennemføre mest muligt at Venstres politik også i de kommende år.