FløngOmsorgshjem – ØV – en møg-sag

  • Hvordan kunne sagen om Fløng Omsorgshjem løbe fuldstændigt af sporet?
  • En sag der handlede om, at give nogle af samfundets svageste en mulighed for, at bygge deres liv op i et ressourcestærkt område.
  • Overtrædelse af de politisk besluttede rammer kan ikke accepteres.

Som formand for Social- og Sundhedsudvalget er det meget ærgerligt, at vi ikke har været bedre til at håndtere dialog og høring med borgerne i lokalområdet … undskyld for det. Det har ikke tidligere været kutyme, at tage referencer i denne type sager, det burde vi have gjort … det har vi lært af og vil gøre det til en fast praksis i fremtiden.

Som venstremand er det en balance mellem at give alle en ny chance i livet og samtidig undgå tåbelige beslutninger … det er efter min mening en god idé at give mennesker, der har kørt sig selv ud på et sidespor en mulighed for at skabe sig et nyt liv i gode og velfungerende omgivelser, men placeringen af Fløng Omsorgshjem i det tidligere ”Flønghjemmet” er en af de tåbelige beslutninger.

Jeg tror, at alle er enige om, at vi har ”malet os selv op i et hjørne” med denne beslutning … jeg skal derfor som formand for Social- og Sundhedsudvalget love, at jeg vil sørge for, at de politisk besluttede rammer og forventninger bliver gjort helt tydelige for ”det nye Fløng Omsorgshjem”.

Samtidig vil jeg gerne understrege, at der ikke vil forekomme nogen form for langmodighed, hvis disse meget stramme rammer ikke overholdes, dels vil jeg og andre lokalpolitikere have et meget skarpt fokus på omsorgshjemmet, dels vil jeg sørge for at både vores egen administration og det eksterne tilsyn fører et meget skarpt tilsyn med den daglige drift.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg ved først givne objektivt lovlige grund vil indstille til Socialudvalg og Byråd, at godkendelsen til drift trækkes tilbage. Men det er vigtigt for mig, at det foregår på et lovligt grundlag.

Set i bakspejlet er vi alle blevet klogere … især er der grund til, at vi i Venstre ærgrer os, fordi vi ikke så problemet komme og i stedet have holdt fast i vores idé om at lægge områdets to klubber sammen og placere dem i det tidligere ”Flønghjemmet”, derved kunne vi have undgået at sætte ejendommen på salgslisten og dermed forpligte os til at sælge til højest bydende. Det kan også ærgre, at det ikke var muligt, at etablere Bed and Breakfast på stedet.

Derfor er der som sagen står nu ikke andre muligheder end at lede efter en gyldig grund til at tilbagekalde godkendelsen, således at Fløng Omsorgshjem på det grundlag kan lukkes…

Jeg skal ikke her sætte tid på en lukning, men blot understrege at det er vigtigt, at dialogen med beboerne i området er med til at sikre at rammerne for driften overholdes … det vil jeg gerne være ”vagthund” for.

  • Frederik A. Hansen
  • Formand for Social- og Sundhedsudvalget

0 kommentarer til “FløngOmsorgshjem – ØV – en møg-sag”


  1. Ingen kommentarer

Skriv en kommentar